I perioden januar-april 2000 var jeg i specialepraktik på MAPP Centret i Århus. Jeg var ved at færdiggøre mig som Ernærings- og Husholdningsøkonom, nu hedder det bachelor i sundhed og ernæring. MAPP Centret er et forskningscenter under Handelshøjskolen, og dets funktion er at forske i udvikling, markedsføring og distribution af fødevarer på baggrund af forskellige forbruger- og samfundstendenser.
Jeg blev tilknyttet udviklingsgruppen, og endte med at skrive mit speciale om et af centrets forskningsprojekter, som jeg deltog i, populært kaldet scenarieprojektet. Kort sagt så havde projektet til formål at kigge 10 år ud i fremtiden, altså frem til 2010, for at forsøge at komme med nogle realistiske bud på fremtidens forbrug.
I første omgang havde man bedt en række internationale og nationale forskere og specialister indenfor fødevareforskning om at komme med en række bud på vores madkultur år 2010 på baggrund af den sociale, økonomiske og kulturelle udvikling. De såkaldte scenarier. Dernæst afholdt man en række workshops, hvor scenarierne blev vurderet, sorteret og, indimellem, afvist af inviterede repræsentanter for forarbejdningsindustrien, detailhandlen og primærproducenter. Slutresultatet blev en rapport, der indeholdt alle de udvalgte scenarier og kommentarer og analyser. Det var i grove træk skitsen for projektet.
Nu skriver vi så 2011 og jeg syntes derfor, at det kunne være sjovt at kigge tilbage og på baggrund af scenarierne stille spørgsmålet: hvordan er det så gået?
Convenience eller back to basics?
Der tegnedes sig et ret dystert billede af vores forbrug og madvaner i 2010:
- vi lavede stort set ikke mad længere - maden blev enten leveret færdig til hjemmet eller vi spiste på jobbet, hvis ikke vi levede af færdigretter. Årsagen var manglende viden om madlavning og at man prioriterede andre ting højere end madlavning.- vores køkkener var højteknologiske, selvtænkende indretninger, hvis boligen da overhovedet havde et køkken.
- mad som medicin - "spis en pille og få hele dit næringsbehov opfyldt". Nogle talte også om, at det var normalt, at man i 2010 fik kortlagt sit genmateriale, og at kosten så var indrettet derefter.
- efter EU havde lempet på reglerne for anprisninger, var mange fødevarer beriget med div. vitaminer og mineraler og påstod at være helsefremmende og kunne forebygge sygdomme, jvf. functional foods.
- efter utallige fødevareskandaler havde forbrugerne totalt mistet troen på, at industrien kunne levere sikre produkter. Det var resulteret i, at man i højere grad opsøgte producenten direkte på markeder og i gårdbutikker. Man vil vide, hvor maden kommer fra, hvordan koen er opdrættet og grøntsagerne er dyrket. Oprindelse og gennemsigtighed er ord der går igen. Trenden kaldtes for "back to basics"
- vi hungrer efter oplevelser og vil kende historien bag produktet og denne tendens udnyttes groft af industrien i reklamer og emballagedesign. Også i supermarkedet, hvor kunderne på en skærm via et webcam kan følge grisene i stalden eller kyllingerne i hønsehuset.
Ovenstående er bare et udpluk af de mange scenarier, der blev skabt i forbindelse med projektet.
Blandt scenarierne og de diskussioner som de affødte, var der et ord, der gik igen, og det var: tid. Tid til indkøb. Tid til madlavning. Tid til at spise. Ikke at vi ikke havde tid nok, men vi valgte at prioritere anderledes med vores tid, så det var vigtigere f.eks. at dyrke sine fritidsinteresser, end det var at bruge tid på at lave mad og spise sammen. I de fleste familier spiste man alligevel ikke på de samme tidspunkter, så oftest faldt valget på noget nemt og hurtigt (og usundt).
Den tendens var allerede ret tydelig i 2000, hvilket den kraftige stigning i salget af halv- og hel convenienceprodukter, var et tydeligt bevis på. I takt med at fastfood og convenience er røget ind, så er god, gammeldags madlavning røget ud på et sidespor. Som konsekvens har de unge, der vokser op nu, ikke lært at lave mad hjemmefra og kan betragtes som gastronomiske analfabeter. Efter min mening er der en direkte sammenhæng mellem manglen på madlavningskundskaber og det faktum, at hver 6. dansker i dag kan betegnes som moderat eller svært overvægtig.
En ny tid? Cow-cam og Nyt Nordisk Køkken
M.h.t. back-to-basics trenden og snakken om gennemsigtighed i fødevareproduktionen, så kan jeg huske at et supermarked, nok Irma eller Brugsen, engang først i 00'erne som et forsøg havde installeret en videoskærm ved køddisken. Her kunne kunderne, via et kamera, følge med i koens liv og færden på gården. Så vidt jeg husker, havde hvert dyr et nummer, som så måske figurerede på pakken i køledisken, hvor de jo uværgerligt ville ende. Desværre blev eksperimentet ikke en succes, kunderne var ikke interesserede eller også var det flere oplysninger end de brød sig om. Så meget for gennemsigtighed.
I dag, 2011, tror jeg, at tiden er mere moden for den slags eksperimenter. Måske er jeg for optimistisk, men det virker som om, at en større bevidsthed er ved at opstå m.h.t. hvad det er vi propper i munden. Godt hjulpet på vej af sundhedskampagner, skolemad, Camilla Plum, Bonderøven, Det Nye Nordiske Køkken etc. I takt med at flere og flere mennesker vælger at bo i storbyer, bliver der mere fokus på det urbane og initiativer som byhaver, bybier, bymarkeder o.s.v., opstår. Bevægelser som Slow Food og uafhængige indkøbsforeninger som Himmelhaven i Århus og Københavns Fødevarefællesskab er på fremmarch.
Salget af økologiske varer har bidt sig fast med salgskurver, der bare er gået opad de sidste 5-6 år. Dygtig markedsføring og produktudvikling har medført, at mange økologiske produkter i dag konkurrerer på lige fod med deres konventionelle kolleger.
Det kunne ikke forudsiges i 2000, at Noma i 2010 ville blive kåret som verdens bedste restaurant eller at Claus Meyer og hans nordiske kolleger i 2004 ville offentliggøre det Nye Nordiske Manifest, der var startskuddet til det, vi i dag kender som det Nye Nordiske Køkken.
Det er alt sammen meget godt, men hvis vi sammenligner os med lande som Italien, Frankrig og Spanien eller de østeuropæiske lande, så har vi ingen madkultur. Det skyldes dels, at vi ikke er begunstiget med de samme klimamæssige forhold som i Syden, dels måden vi har valgt at indrette vores samfund og hverdag på og tilsidst har det noget at gøre med opdragelse og traditioner.
Derfor er det al ære værd at personer som Claus Meyer, Rene Redzepi, Camilla Plum og utallige andre, mindre kendte, kokke forsøger at lave om på det. Bl.a. med det Nye, Nordiske Hverdagskøkken. Men det kommer til at tage tid.
Jeg kan kun sige, at jeg håber at den megen fokus på (god) mad, vil få danskernes øjne op for den rigdom, glæde og nydelse, der findes i at tilberede et ordentligt måltid og sætte sig ned og nyde det sammen med nogle man holder af, også selvom det bare er en almindelig, kedelig onsdag aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar