Samarbejde og innovation er opskriften på succes i Kongens Fadebur

Hvad utallige offentligt støttede fødevareprojekter ikke har opnået på trods af dyrt betalte konsulenter, er lykkedes i Nyborg med projektet Kongens Fadebur på Nyborg Slot. Projektet har skabt samarbejde mellem de østfynske producenter, der er tilknyttet netværket og sammen har de skabt vækst og udvikling. Og det endda på baggrund af en historie, der strækker sig 1000 år tilbage i tiden, nemlig historien om Nyborg som centrum for kongemagten i Middelalderen.

Baggrunden for projektets succes er måske, at det fra starten har været et stort fælles projekt der involverede lokale virksomheder - fødevareproducenter, restauranter, hoteller, turistorganisationer -og borgerne i Nyborg og det øvrige Østfyn. Man har hele tiden haft en "forretningsmæssig" fokus men ligeså meget en fokus på formidling af en stor og vigtig epoke i Nyborgs og Østfyns historie.

Nærmest fra starten har medlemmerne i netværket formået at tage projektet til sig og udvist stor interesse og entusiasme. Slottet har, i samarbejde med Videnscenter for Landbrug, skabt tilbud som medlemmerne har fundet relevante og taget til sig, uden at afvige fra det egentlige mål: at gøre Nyborg til kandidat til UNESCOs Verdensarvliste.

Ved at bringe producenterne sammen i workshops på slottet er der skabt samarbejder på kryds og tværs, og det har udmøntet sig i konkrete produkter som bl.a. spegepølser fra Madværkstedet med Ørbæk øl og en Kongens Fadebur æblemost af æbler fra lokale avlere. Mosten distribueres til alle Kvickly butikker i hele Danmark. D.v.s. nu kommer historien også ud over Fyns grænser. Derudover øl, brød, honning, sennep, rygeost og snart også en serie marinerede sild.

Fra efteråret 2013 er Kongens Fadebur en selvstændig forening drevet af medlemmerne selv, men stadig med slottet som en vigtig deltager og partner. For at i højere grad at få inddraget borgerne i Nyborg og omegn er der skabt et Kongens Fadebur borgernetværk, så man som almindelig privatperson kan være med til at påvirke og få indflydelse på foreningens arbejde.

Mød op på Nyborg Slot d. 10. april fra 15-17 hvor der vil være påskefortællinger og smagsprøver på øl, sild og snaps.

Kongens Fadebur

Danehoffet genoplives i Nyborg

På Nyborg Slot har de store planer. Historien om Nyborg som gammel kongeby og hovedstad i Middelalderen skal under overskriften "Danmarks riges hjerte" være med til at brande byen og, i sidste ende, give Nyborg og Nyborg Slot en plads på Unescos Verdensarvliste som en umistelig kulturarv. Og mad og drikke spiller en vigtig rolle.

Når Christian d. 3. (1534-1559) mødtes med sit parlament på Nyborg Slot betød det, at der skulle fragtes store mængder mad og drikke til slottet til de overdådige banketter, Danehoffet, der fandt sted i Riddersalen. Bønder i hele Nyborg len, der dækkede næsten halvdelen af Fyn, hørte under kongens fadebur, og de var forpligtet til at betale skat til kongen i form af afgrøder og produkter.

Nu genopliver man det gamle Danehof, og alle producenter på Østfyn kan igen blive leverandører til kongens fadebur som medlemmer i netværket af samme navn.

Helt konkret arrangerer man på Nyborg Slot såkaldte Danehof middage i den gamle Riddersal på fire datoer i løbet af året. Den første middag har været afholdt og den var en stor succes. 120 mennesker kunne bænke sig ved langbordene i helt autentiske omgivelser i den gamle Riddersal. Forinden var de, i stearinlysets skær, blevet ført ind gennem kælderen under slottet, hvor råvarerne til kongens fadebur i gamle dage blev opbevaret. Lige inden de trådte ind i Riddersalen stod en tjenestepige parat til at vaske deres hænder.

Slottet samarbejder med kokken Rasmus Kirk Henriksen fra Restaurant Teglværksskoven. Han kreerer en menu, der er inspireret af de råvarer, som man ved anvendtes i Middelalderen. F.eks. kål og øl. Blandt det bedre borgerskab var det yndet at anvende eksotiske krydderier som kanel, kardemomme, peber og nelliker som krydderi til kød, også vildt var en anden ynglingsspise. Denne aften kom råvarerne bl.a. fra Hindsholmgrisen, Ørbæk bryggeri og fra Kurt Nørrisgaard, der dyrker hvidkål.

Næste middag i Kongens Fadebur er 16. april. Den 6. og 7. juli er der Danehofmarked, herunder også grønt- og frugtmarkedet Vor Frue Marked ved kirken. Her vil man kunne opleve flere af producenterne, der er med i netværket og leverandører til Kongens Fadebur og smage deres produkter.

Sideløbende med middagene afholder Nyborg Slot workshops for producenterne i netværket Kongens Fadebur. Workshop'sene skal bl.a. diskutere mål og succeskriterier, historiefortælling og produktudvikling, afsætning og markedsføring, mad- og måltidsoplevelser samt events og markeder.



Fra det første indledende møde for producenter

Netop produktudvikling er et vigtigt element i projektet. På nuværende tidspunkt er der fremstillet 4 forskellige øltyper i et samarbejde mellem Nyborg Slot og Ørbæk Bryggeri. Det er meningen, at der på sigt skal komme flere til.

Et eksempel på hvordan man bruger fortællingen om Nyborg Slot og Kongens Fadebur til at sælge et specialprodukt. Her er det Kongens Fadebur øl fra Ørbæk Bryggeri.

Projektet "Nyborg som verdensarv" er støttet af Fødevare- og Erhvervsministeriet og Udvikling Fyn.

 

Et levende marked for alle sanser



Hver onsdag og lørdag formiddag summer det af markedsstemning på Ingerslevs Plads i bydelen Frederiksbjerg i Århus. Der snakkes og handles, og man hører råbene fra blomsterhandlerne: "to bundter roser for en 50'er, sidste chance". Eller fra fiskehandleren: "to skrubber kun 10 kr."

På markedet kan man forsyne sig med sæsonens grøntsager fra bl.a. Samsø, friskpresset æblemost og kalvekød fra Ryderne, lammekød, honning, brød, ost, frisk fisk og meget andet. Ja, man behøver faktisk kun at handle ét sted.

I den ene ende af den lange plads kan man sidde og nyde en kop kaffe og måske et stykke hjemmelavet brunsviger, mens man betragter menneskemylderet. Om sommeren kan man købe frisk økologisk is fra De Fire Istider.

På billedreportagen herunder kan du indsnuse lidt af stemningen:

 

 

 

 

  

  

The future we want



Rapport fra Terra Madre/Salone del Gusto, 25.-29. oktober 2012, Torino, Italien

Kan man ændre verden gennem mad? Terra Madre er et svar, en løsning, i en verden hvor de få har meget, og de mange har lidt.

Terra Madre/Salone del Gusto (TM/SdG) er en demonstration af den globale fødevareproduktion, som den, ideelt set, burde tage sig ud. En fødevareproduktion der ikke indebærer en kynisk udnyttelse af klodens naturressourcer, og ikke er styret af profit, men tværtimod tager hensyn til miljø, dyr, planter og mennesker.

Sådan tænker jeg, mens jeg bevæger mig rundt blandt de mange stande på messen TM/SdG, græsrodsbevægelsen Slow Food's flagskib, som finder sted hvert andet år i Torino. I år er det 5. gang at fødevareproducenter, aktivister, journalister, studerende, meningsdannere og Slow Food medlemmer fra hele verden samles i de gamle haller, hvor der engang blev produceret FIAT biler. Det er en kæmpebegivenhed, der kræver, at man afsætter flere dage for at komme det hele igennem.

Som gæst på TM/SdG befinder man sig i et slaraffenland af unikke produktioner, der afspejler en kultur og historie, som ofte er i fare for at blive glemt. Derfor har Slow Food etableret de såkaldte presidia, der tildeles produktioner, der er meget lokale og i fare for at forsvinde. En af de produktioner er Regina tomaten fra Puglia. På billedet er man i gang med at binde tomaterne op i bundter, som er den traditionelle måde at opbevare dem på.

Regina er navnet på en lokal variant af dåsetomater, der dyrkes i området mellem Fasano og Ostuni i det øvre Salento i den syd-italienske region Puglia. Tomatplanten adskiller sig ved, at den vokser helt nede ved jorden, og derfor blev produktionen opgivet, da det var både for dyrt og for besværligt, når der skulle høstes. Men nu, takket være lokale kræfter, er produktionen genoptaget, og det har bragt beskæftigelse og indtægt til det lille samfund. Regina tomaten er ét ud af 200 presidia i Italien.  



Et andet eksempel på et presidium er manna, der udvindes af asketræer på Sicilien. Træet "sveder" den hvide eller brune krystallinske masse, der skrabes af og forarbejdes til et sukkerstof, der anvendes bl.a. i chokolade. Manna er et eksempel på en helt unik produktion, der fylder meget lidt set i forhold til den globale fødevareproduktion. Men lysten til at bevare en produktion, der ofte har rødder langt tilbage i historien, og som er helt speciel for et bestemt område, er så meget større hos disse producenter. Også selvom produkterne aldrig vil finde vej til supermarkedernes hylder, så længe prisen er eneste kvalitetsparameter. Og det er synd, for har vi ikke fortjent det bedste? Hvorfor ikke gøre det så godt vi kan?

 

På kulinarisk rejse

 

Alle regioner af Italien er repræsenteret på TM/SdG, og de udgør naturligt nok den største del af messen. Hver region har sit eget område, og det er som at være på en kulinarisk rejse at gå fra en region til den næste. For ikke at sige verdensdel, når man så går videre til området for Sydamerika, Asien eller Nord- og Latinamerika. Et andet område er dedikeret til Europa, og her er Norden repræsenteret ved Norge, Finland, Island og Sverige, kun Danmark mangler, selvom det var annonceret i programmet som "Sapori di Danimarca". Hvad vad der lige gået galt der?

 

I Slow Food terminologi tales der om "food communities", det er repræsentanter fra små landbrugssamfund, særligt i Afrika, og de er inviteret specielt til Torino som deltagere på den officielle Slow Food kongres, der afholdes sideløbende med TM/SdG. De er samlet i netværket Terra Madre, og hvert andet år mødes de i Torino for at udveksle erfaringer og diskutere, hvordan man ændrer verden gennem mad.  

 

Ovenfor til venstre ses et eksempel på et produkt fra et såkaldt "food community". Her er det bananer fra Uganda. Ved siden af et par repræsentanter for Terra Madre netværket fra forskellige kontinenter.

 

Den afrikanske have

 

I 2010 lancerede Slow Food projektet "1000 haver i Afrika". Projektet har til formål at oprette haver, hvor der dyrkes forskellige afgrøder for således at sikre, at beboerne i lokalsamfundene har adgang til gode, rene og retfærdige fødevarer og, ikke mindst, har retten til jorden, og det der bliver dyrket i den. Også kaldet "food sovereignty". Man støtter projektet ved at adoptere en have. Se mere her http://www.slowfoodfoundation.com/pagine/eng/orti/cerca.lasso?-id_pg=30. I den afrikanske del af TM/SdG var der etableret en hel have med eksempler på afgrøder der dyrkes på det afrikanske kontinent.   

Græskar i den afrikanske have



Slow Food opererer også med begrebet "taste education". D.v.s. at lære hvordan maden smager, og via smagsløgene kunne genkende godt fra skidt. På messen afholdes der smagninger på de enkelte stande og i de mere professionelt udførte taste workshops, hvor producenter og kendte kokke guider deltagerne gennem en smagning. Der er et tema til hver smagning, det kan være en bestemt region eller en bestemt råvare. En af workshoppene havde besøg af vores egen Christian Puglisi, og her handlede det naturligvis om det Nordiske køkken.

 

I konferencesalene diskuteres emner som bekæmpelse af madspild, konsekvenserne af overforbrug af kød, bæredygtig turisme, fødevarepolitik og dyrevelfærd, for blot at nævne nogle få. Man kombinerer således det teoretiske, eller tankerne bag, med det håndgribelige, der foregår lige udenfor på standene. Der er både noget til hjernen og til smagsløgene.

 

En af dagene indbød Slow Food i de Nordiske lande til workshop om emnet: hvad kan man gøre for at styrke Slow Food samarbejdet i de Nordiske lande. Det var utroligt spændende og givende at være sammen med andre ligesindede, der brændte lige så meget som jeg selv for denne sag.

 

Jeg ville ønske, at alle mennesker på denne planet kunne komme til Torino og opleve denne mangfoldighed af mad og mennesker og føle den samme entusiasme, som jeg selv gør. Overskriften til dette års Terra Madre var "Food that change the world". Jeg tror på, at man gennem mad kan ændre verden til et bedre sted at leve i for mennesker og dyr.

Det er det, vi bliver ved med at arbejde for i Slow Food.

La Montecchia - historie, adel og håndværk i en flaske

I perioden sept.-okt. 2009 boede og arbejdede jeg på vingården La Montecchia som praktikant og studerende i madkultur. La Montecchia ligger i regionen Veneto for foden af bakkerne kaldet Colli Euganei ca. 10 km. fra hovedbyen Padova. Gården, der i dag råder over 50 hektar tilplantet jord, har været i familien Emo Capodilista's eje i godt 1000 år, og der har været dyrket vin her lige så længe. Det der følger, er en beskrivelse af min hverdag på stedet.

 

Livet på La Montecchia

Det er midt-oktober. Den sidste Raboso drue blev høstet for en uge siden. Vejret er mildt, og man skulle ikke tro, at efteråret er lige om hjørnet.

Jeg tilbringer den første del af dagen med at arbejde i vineriet, og efter frokost er jeg på kontoret hos Elena og Roberta. Engang imellem hjælper jeg også til i butikken, hvor Guerrina hersker. Jeg har allerede lært to ting: på en vingård er der ikke to dage, der er ens, og der er ikke noget der hedder faste arbejdstider. Men det er også den travleste, og mest spændende, tid på året. Når resultatet af et års pleje og beskæring af vinplanterne, skal vise sig. Da jeg ankom til vingården i starten af september, havde det ikke regnet i tre måneder og druerne led under den manglende regn. Så man besluttede at kunstvande, der hvor det var værst. Dette, og et seriøst regnvejr, hjalp så druerne havde genvundet noget af deres styrke, da det blev høsttid.

I vineriet arbejder Michele og Andrea fra tidligt om morgenen til sent om aftenen. De betjener maskinerne og flytter rundt med tykke gummislanger, med den lethed der kommer af mange års arbejde med vin. Lige så snart de nyhøstede druer ankommer til vineriet, køres de gennem en maskine, der fjerner stilkene hvorefter druer og most føres videre op i en ståltank, hvor den første gæring, den alkoholiske, forløber i op til halvanden uge, afhængig af druesorten. I tanken vil drueskindende naturligt stige op til overfladen, mens mosten samler sig på bunden. For at vinen skal opnå den optimale farve og tanninerne udvikle sig, er det vigtigt at skind og most tilbringer så meget tid sammen som muligt under gæringen. Derfor udfører man den såkaldte "bagnatura" - most og skind cirkulerer via en slange fra bunden og op til toppen af tanken således at blandingen "bades" i dens egen juice. Det gøres 2-3 gange om dagen, mens man jævnligt kontrollerer sukkerindholdet og temperaturen, som en indikator for hvor langt hen gæringen er kommet. Temperaturen i tanken må helst ikke overstige 30° C, da en lavere temperatur giver en længere gæringsproces og dermed en bedre vin. Derfor placerer man et køleaggregat i tanken, så omdannelsen af sukker til alkohol foregår langsommere, ligesom med et godt brød. 

Når den alkoholiske gæring er tilendebragt starter en ny: den malolaktiske. Under denne proces omdannes æblesyre til mælkesyre, og det er vigtigt, fordi vinen bliver mindre syrlig og mere rund i smagen. Man kan tydeligt genkende en vin, der gennemgår en malolaktisk gæring p.g.a. den udprægede lugt af mejeri. Der udvikles kulilte i beholderen og mens det står på, er det vigtigt, at der ikke kommer ilt til vinen og at rummet ikke er for koldt.

Jeg bliver straks sat i arbejde i vineriet. En af mine første opgaver er at udføre "follatura", eller decapping, som det hedder på engelsk, på en testportion af Turca druer. Det skal gøres tre gange om dagen. Druerne er blevet befriet for stilke, og skind og most gærer nu i en egetræstønde eller barrique. Bevæbnet med en lang jernstang der for enden har en flad, rund plade, skubber jeg drueskindene, der har lagt sig som en tyk "hætte" ovenpå mosten, ned mod bunden af tønden. Når jeg gør det, så bobler den dybrøde, næsten lilla-farvede most op til overfladen. Jeg bliver ved, indtil det hele er godt blandet. Det er hårdt arbejde og jo længere tid der går, jo sværere bliver det at få hul på hætten.

Så tjekker jeg temperaturen i blandingen og sukkerindholdet også kaldet "babo". Så snart babo rammer nul, er gæringen overstået. Nu vil vinen gå ind i den næste fase af malolaktisk gæring, som beskrevet ovenfor. En forsmag på Turca'en afslører, at der er noget at glæde sig til. I mine noter har jeg skrevet: "få tanniner, masser af frugt. God!"

Udover at assistere i vineriet, så arbejder jeg på kontoret. Blandt mine opgaver er at håndtere noget af den engelske korrespondance, foretage søgninger på internettet og at samle informationer om nye, potentielle kunder. Engang imellem hjælper jeg også til i vinshoppen, når der er engelske og tyske kunder, eller når de lokale ankommer for at få deres plasticdunke fyldt op med "vino sfuso". Det er bordvinen, ulagret og opbevaret på ståltanke. Så får man sig lige en sludder om løst og fast.

Nu er det sidst i oktober, landet er dækket i gyldne farver af gul, rød og orange. Den jordede, røgede lugt af efterår blander sig med lugten af gærende druer og skaber en harmoni.

I vineriet er der også en fornemmelse af efterår og nedlukning, høstens hektiske aktivitet er ovre, vinen fuldfører langsomt sin anden gæring. Michele og Andrea er i gang med at overføre vin til ståltanke og Turca portionen er klar til presning. Jeg er blevet afhængig af lugten af vin, der lagrer på barrique tønder, og hver gang jeg kan se mit snit til det, stikker jeg hovedet ind og tager et snif eller to.

La Montecchias vine forhandles af Juuls Vin og Spiritus i København.

Lad os være stolte af vores madkultur

Nedenstående kronik kunne læses i Fyns Stiftstidende torsdag d. 23/8-2012

Ligesom mange andre, der er optaget af forhold vedrørende vores madkultur, glædede jeg mig dengang sidst i 90'erne, da det blev besluttet at etablere et "Måltidets Hus". Men på trods af at man var langt fremme med planerne, og byggeriet i Kødbyen var gået i gang, blev Måltidets Hus slagtet kort tid efter, at den nye VKO-regering under Anders Fogh Rasmussen kom til magten. Begrundelsen var smagsdommeri. Lidt ironisk, emnet taget i betragtning. Men ihvertfald forblev Måltidets Hus en idé og en vision om at skabe et hus, der havde det gode måltid som sit omdrejningspunkt.

Projektet blev taget op igen i 2009 sjovt nok under den daværende VKO regering. Nu var alle røster om smagsdommeri forstummet. "Måltidets Hus" hed nu Madexperimentarium, så kom det til at hedde MadX, for til sidst at ende med det vi har nu: "Madkulturen". På en eller anden måde klinger det mindre appetitligt end et hus for måltidet. Og de oprindelige intentioner dengang tilbage i 90'erne var da også nogle helt andre, end det vi nu har fået.

I en klumme af Jan Krag Jakobsen i Politiken d. 22. september 2009 beskriver han et besøg i Madexperimentariet (som det hed på det tidspunkt) i år 2015.

Det er først og fremmest et hus, der summer af aktivitet og hvor der venter den besøgende en hands-on oplevelse. Hvor formidling i form af aktiv deltagelse har høj prioritet, f.eks. i form af køkkenskoler for børn. Huset rummer et bibliotek samt foredragssale, eller gastronomiske teatre som de kaldes, og der er skiftende udstillinger, der beskæftiger sig med forskellige madkulturelle emner. Grundnerven er den tre-årige uddannelse til kulturgastronom. Den er rettet mod professionelle madhåndværkere, der ønsker at fordybe sig i måltidets sociale, historiske, æstetiske, etiske og kvalitetsmæssige aspekter. Uddannelsen tiltrækker anerkendte forskere og undervisere fra hele verden. Udover studiet til kulturgastronom tilbyder man efteruddannelse og kortere kurser, som der er stor efterspørgsel efter.

Madexperimentariet indeholder også et forsøgsanlæg, hvor der eksperimenteres med nye processer i en lidt større målestok. Eks. ølbrygning.

Efter at have været hele huset igennem står man tilbage med en oplevelse af en madkultur, der formår at skue fremad og forny sig uden at glemme sine historiske rødder.

Jeg har oplevet elementer af et sådant hus, ikke i Danmark, men i Spanien på Alicia Foundation i Catalonien, der er et gastronomisk forskningscenter, hvis medstifter er den så berømte Ferran Adriá fra El Bulli, og i Italien på University of Gastronomic Sciences. Sidstnævnte sted er jeg så heldig at have studeret. Det er verdens første gastronomiske universitet startet af Slow Food bevægelsen. Målet er, at uddanne "food-professionals", der har en forståelse for madens historie og antropologi, fødevarekvalitet, kommunikation og smag. Blandt meget andet. Underviserne kommer fra anerkendte universiteter, bl.a. Harvard og UCLA, og de akademiske programmer tiltrækker studerende fra hele verden.

Tænk, hvis vi havde en lignende institution i Danmark. Et fantastisk udstillingsvindue for den danske madkultur og noget vi kunne være stolte af, når udenlandske gæster strømmer til i kølvandet på den megen fokus på New Nordic Kitchen. Men det ligger vist desværre noget ude i fremtiden. Så må vi jo tage til Italien, Spanien og Frankrig hvor mad, og den kultur der omgiver den, nyder en helt anderledes status.

Før der var noget der hed supermarkeder, McDonalds, take-away og lowfat, havde vi en madkultur, der var baseret på mad, der var lavet fra bunden af gode, danske råvarer i sæson. Man tænkte nok ikke så meget over det, som vi gør i dag, fordi der var ikke andre alternativer. Siden kom industrialiseringen og ændrede radikalt vores indkøbs- og spisevaner.

I dag er der nærmest frit valg på alle hylder. Supermarkederne bugner af alskens importerede varer, du kan æde dig mæt i pizza fra 7-eleven kl. halvtre om natten eller sætte tænderne i en McDonalds burger, når du har lyst. Men hvor ligger værdien i det andet end at stille sulten?

Vores madkultur er langsomt, men sikkert, blevet undermineret af indflydelser udefra, generelle tendenser i vores samfund og en, på offentligt plan, misforståelse eller ligefrem misligholdelse af hele det madkulturelle område, eksempelvis i forhold til den offentlige bespisning og, ikke mindst, på et område som undervisning i madlavning i folkeskolen. Jeg vil vove at påstå, at der er en direkte sammenhæng mellem nedprioritering af madlavningstimer i folkeskolen, og de problemer vi nu har med en voksende fedmeepidemi.

Kigger man på den brede befolkning, så har mange års sundhedskampagner ikke fået os til at spise mere sundt og fedtfattigt. Tværtimod har de været med til at gøre indtagelsen af mad til noget, der ofte er forbundet med skyld, fordi vi ved jo godt, at for meget fedt og sukker ikke er godt for os, men det er jo fedtet, der giver den gode smag.

Og vi vil ikke give afkald på den gode smag, det viste et indslag i TV-Avisen fornylig, der handlede om effekten af den omdiskuterede fedt- og sukkerafgift. Ifølge de adspurgte forbrugere spiste de lige så meget smør og sukker, som før afgifterne blev indført. De købte bare de billigere alternativer altså discountprodukter. Så vi er ikke villige til at gå på kompromis med smagen, men gerne med kvaliteten.

Vi må beslutte, individuelt og som samfund, om vi vil have en madkultur, der er baseret på hurtige løsninger, andenrangs råvarer og, rent ud sagt, junk, eller om vi vil have en madkultur, der hviler på en respekt for råvaren, producenten og os selv, der skal indtage maden.

(God) mad vækker sanserne, og taler til vores følelser ligesom et smukt maleri, mad bringer mennesker sammen og nye fællesskaber opstår. Mad kan inspirere, overraske og vække glemte minder til live.
Det er et fattigt samfund, som ikke tager sin madkultur seriøst. Lad os være stolte af vores madkultur!

La Passegiata

En af de mest charmerende og stemningsfulde dagligdags fænomener i Italien er la passeggiata.

Henunder aften, når solen står så lavt, at de smalle gader ligger i skygge og temperaturen er faldet så tilpas meget, at man føler, at man kan trække vejret igen, indtages gader, pladser og boulevarder af par med børn, unge kærester, bedstefædre og bedstemødre, tutto il mondo. Indimellem standser man og snakker med venner, der også er ude at spadsere, børnene løber rundt, man falder måske ind på den lokale bar og får sig en aperitivo, en is eller klarer lidt shopping. Man ser ungdommen på deres knallerter ivrigt flirtende med det modsatte køn. Udenfor de barer der henvender sig til det yngre segment, har samlet sig en kødrand af smarte unge mennesker til tonerne af høj diskomusik, der drøner ud af højtalerne. Man er ude for at se og at blive set.

Under det år hvor jeg boede og studerede i Italien, lærte jeg at sætte stor pris på la passeggiata og inden længe blev det også en del af min hverdag. Efter endnu en lang, varm dag er det en nydelse at bevæge sig rundt i den kølige aftenbrise, alt imens der er rig lejlighed til at studere de indfødtes ubesværede sociale færdigheder og afslappede omgangsform. De fleste italienere er skåret godt for tungebåndet og er verdensmestre i at konversere. Noget jeg godt kan misunde dem her i det indadvendte og, mere end i en forstand, kølige Norden.  

Med sommerens og varmens komme er det som om, at alt socialt og kulturelt liv i byerne rykker udendørs. Det var ihvertfald tilfældet i byen Parma, hvor jeg som studerende havde min base i et år. Biografer, restauranter, koncerter, teater, markeder, festivaler og sågar offentlige møder rykker altsammen ud på gader og pladser og byen får nyt liv. Hvad der før bare var en smal anonym gyde, bliver nu udendørsrestaurant og en baggård bliver til en biograf. Jeg husker stadig en stemningsfuld jazzkoncert en sen aften på en af de skønneste pladser i byen eller at pludselig rende ind i et marked foran byens domkirke med lutter sardiske specialiteter!

Vi har i Danmark så travlt med at adoptere alle mulige udenlandske traditioner: Halloween, St. Valentines Day, St. Patricks Day for ikke at tale om Mor's og Far's dag. Hvad med at adoptere la passegiata? Denne skønne italienske, eller rettere, sydeuropæiske, tradition. Kom ud på gader og stræder og slå en sludder af med naboen og nyd sommeraftenen. I stedet for at sidde derhjemme og glo på tossekassen.