Det er midt-oktober. Den sidste Raboso drue blev høstet for en uge siden. Vejret er mildt, og man skulle ikke tro, at efteråret er lige om hjørnet.
Jeg tilbringer den første del af dagen med at arbejde i vineriet, og efter frokost er jeg på kontoret hos Elena og Roberta. Engang imellem hjælper jeg også til i butikken, hvor Guerrina hersker. Jeg har allerede lært to ting: på en vingård er der ikke to dage, der er ens, og der er ikke noget der hedder faste arbejdstider. Men det er også den travleste, og mest spændende, tid på året. Når resultatet af et års pleje og beskæring af vinplanterne, skal vise sig. Da jeg ankom til vingården i starten af september, havde det ikke regnet i tre måneder og druerne led under den manglende regn. Så man besluttede at kunstvande, der hvor det var værst. Dette, og et seriøst regnvejr, hjalp så druerne havde genvundet noget af deres styrke, da det blev høsttid.
I vineriet arbejder Michele og Andrea fra tidligt om morgenen til sent om aftenen. De betjener maskinerne og flytter rundt med tykke gummislanger, med den lethed der kommer af mange års arbejde med vin. Lige så snart de nyhøstede druer ankommer til vineriet, køres de gennem en maskine, der fjerner stilkene hvorefter druer og most føres videre op i en ståltank, hvor den første gæring, den alkoholiske, forløber i op til halvanden uge, afhængig af druesorten. I tanken vil drueskindende naturligt stige op til overfladen, mens mosten samler sig på bunden. For at vinen skal opnå den optimale farve og tanninerne udvikle sig, er det vigtigt at skind og most tilbringer så meget tid sammen som muligt under gæringen. Derfor udfører man den såkaldte "bagnatura" - most og skind cirkulerer via en slange fra bunden og op til toppen af tanken således at blandingen "bades" i dens egen juice. Det gøres 2-3 gange om dagen, mens man jævnligt kontrollerer sukkerindholdet og temperaturen, som en indikator for hvor langt hen gæringen er kommet. Temperaturen i tanken må helst ikke overstige 30° C, da en lavere temperatur giver en længere gæringsproces og dermed en bedre vin. Derfor placerer man et køleaggregat i tanken, så omdannelsen af sukker til alkohol foregår langsommere, ligesom med et godt brød.
Når den alkoholiske gæring er tilendebragt starter en ny: den malolaktiske. Under denne proces omdannes æblesyre til mælkesyre, og det er vigtigt, fordi vinen bliver mindre syrlig og mere rund i smagen. Man kan tydeligt genkende en vin, der gennemgår en malolaktisk gæring p.g.a. den udprægede lugt af mejeri. Der udvikles kulilte i beholderen og mens det står på, er det vigtigt, at der ikke kommer ilt til vinen og at rummet ikke er for koldt.
Jeg bliver straks sat i arbejde i vineriet. En af mine første opgaver er at udføre "follatura", eller decapping, som det hedder på engelsk, på en testportion af Turca druer. Det skal gøres tre gange om dagen. Druerne er blevet befriet for stilke, og skind og most gærer nu i en egetræstønde eller barrique. Bevæbnet med en lang jernstang der for enden har en flad, rund plade, skubber jeg drueskindene, der har lagt sig som en tyk "hætte" ovenpå mosten, ned mod bunden af tønden. Når jeg gør det, så bobler den dybrøde, næsten lilla-farvede most op til overfladen. Jeg bliver ved, indtil det hele er godt blandet. Det er hårdt arbejde og jo længere tid der går, jo sværere bliver det at få hul på hætten.
Så tjekker jeg temperaturen i blandingen og sukkerindholdet også kaldet "babo". Så snart babo rammer nul, er gæringen overstået. Nu vil vinen gå ind i den næste fase af malolaktisk gæring, som beskrevet ovenfor. En forsmag på Turca'en afslører, at der er noget at glæde sig til. I mine noter har jeg skrevet: "få tanniner, masser af frugt. God!"
Udover at assistere i vineriet, så arbejder jeg på kontoret. Blandt mine opgaver er at håndtere noget af den engelske korrespondance, foretage søgninger på internettet og at samle informationer om nye, potentielle kunder. Engang imellem hjælper jeg også til i vinshoppen, når der er engelske og tyske kunder, eller når de lokale ankommer for at få deres plasticdunke fyldt op med "vino sfuso". Det er bordvinen, ulagret og opbevaret på ståltanke. Så får man sig lige en sludder om løst og fast.
Nu er det sidst i oktober, landet er dækket i gyldne farver af gul, rød og orange. Den jordede, røgede lugt af efterår blander sig med lugten af gærende druer og skaber en harmoni.
I vineriet er der også en fornemmelse af efterår og nedlukning, høstens hektiske aktivitet er ovre, vinen fuldfører langsomt sin anden gæring. Michele og Andrea er i gang med at overføre vin til ståltanke og Turca portionen er klar til presning. Jeg er blevet afhængig af lugten af vin, der lagrer på barrique tønder, og hver gang jeg kan se mit snit til det, stikker jeg hovedet ind og tager et snif eller to.
La Montecchias vine forhandles af Juuls Vin og Spiritus i København.
