torsdag den 21. april 2011

Lokalt eller globalt? Den bevidste forbrugers dilemma.

Når jeg handler, sker der ofte det, at jeg havner i dilemmaet: skal jeg købe den importerede vare, der er dyrket økologisk eller skal jeg købe den konventionelle, der er dyrket i Danmark? Altså skal jeg vælge mellem kortere transport eller fravær af sprøjterester? På den ene side får jeg et produkt, der godt nok er fri for giftige kemikalier, men som på den anden side har været transporteret over en længere distance, der ikke ser godt ud på CO2 konto'en. Vælger jeg det danske produkt, der er produceret efter konventionelle metoder, må jeg finde mig i kemikalierne og så cleare samvittigheden ved at tænke på den mindre transport. (Bortset fra at sprøjtemidlerne selv ofte er importeret, og så er man jo lige vidt!) Selvfølgelig skal jeg bare vælge det danske, økologiske produkt. Det er bare ikke altid muligt. Så hvad er mest bæredygtigt?

Skal jeg lade mig styre af principper eller mine smagsløg? Jeg hælder mest til sidstnævnte, for det er nu engang lysten, der driver værket, så hvis jeg har lyst til blodappelsiner fra Sicilien eller avocado fra Spanien så er det det, jeg går efter.

Men den dårlige samvittighed nager alligevel, når jeg tænker på de osende og larmende lastbiler, der drøner op igennem Europa med deres leverancer af eksotiske grøntsager og frugter til de forvænte nordboere, hele året rundt. Selvfølgelig kan man, ligesom tv-kokkene prøver at opdrage os til, lære at spise efter sæsonerne, og så synde engang imellem. Er det mon der den gyldne middelvej går? Ingen er vel fuldkomne, bare se på Aarstiderne, der importerer jordbær fra Argentina, som de putter i deres frugtkasser. De smager af nul, og er grimme at se på allerede ved levering.

Jeg betragter mig selv som en oplyst og bevidst forbruger. Jeg ved godt, at bare fordi jeg vælger ikke at købe et bestemt produkt, fordi det er importeret eller dyrket konventionelt, så redder jeg ikke verden. Men jeg tror, at det handler om, at vide at man har et valg og engang imellem har man vel lov at synde....