Pionerånden lever stadig!

I efteråret 2010 hev jeg en måned ud af kalenderen, og rejste til Canada med min mor som rejsepartner. Vi har familie i Canada, så det var en del af formålet med besøget. Men det skulle også være en opdagelsesrejse tilbage til dengang først i 1950'erne, da min mor i et par år boede i Canada med sin familie. Så da vi ankom til Vancouver, opsøgte vi bl.a. deres gamle adresse og skolen, hvor hun gik. Det var nostalgisk for min mor at gense, og jeg fik sat nogle fysiske lokaliteter på de historier, som hun har fortalt mig hele livet.

Inden vi ankom til Vancouver, tilbragte vi nogle dage omkring Okanagan Valley i British Columbia, tæt på grænsen til USA. Okanagan Valley er det største og ældste område for vinproduktion i Canada. Det første winery åbnede i 1930'erne, så efter europæiske forhold er det jo ret nyt. Alligevel er det først indenfor de seneste 20 år, at der rigtig er begyndt at ske spændende ting. Unge, innovative vinmagere er kommet til fast besluttede på at skabe vine af høj kvalitet. Til deres hjælp har de ofte hentet eksperter ind fra den "gamle" verden.

Et vue udover Okanagan Lake fra Cedar Creek Winery

De gamle frugtplantager, der engang dominerede i den smukke og frodige dal og har givet området tilnavnet "Canada's fruitbasket", har nu måttet vige pladsen for vinmarkerne der, med deres karakteristiske mønster, breder sig ned mod den langstrakte Okanagan Lake. Søen strækker sig fra byen Kelowna i nord til Penticton i syd.

Vejrforholdene kan minde lidt om de danske, med varme somre og forholdsvis kolde vintre. Når det er rigtigt koldt om vinteren med minusgrader ned til 8-10°, producerer man den søde ice-wine. Der er dog visse variationer mellem nord og syd. I nord er det mere fugtigt og køligere, mens syd er tørt og varmt og længst sydpå, ved byen Osoyoos, lige inden grænsen til USA, finder man endda Canada's eneste ørken! Jeg bilder mig ind at den kompleksitet går igen i vinene.

De mest typiske druer er: Pinot Noir, Merlot, Cabernet Franc og Sauvignon, Riesling og Chardonnay. Andre er: Shiraz, Zinfandel og Viognier.

Vi startede vores vingårdstur med at køre sydpå langs søens højre bred. Vingårdene ligger tæt på begge sider af søen, så hvis man har mod på det, kan man nå ganske mange i løbet af en dag. De fleste har åbent hver dag for besøg og smagninger.

En middelalderborg? Nej, bare indgangen til Road 13.  



Der er noget for enhver smag, fra de større producenter som Mission Hill, Quails Gate og Inniskillin, til de mindre familieejede vingårde som Herder i Similkameen Valley, hvor vi smagte deres "Josephine" 2007 af Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon, en herlig blanding af modne kirsebær, bløde tanniner der prikkede let på tungen og en dejlig krydret næse. Og så var etiketterne meget elegante!

Vi besøgte også det lille Silkscarf Winery i Summerland. Indehaveren er israelsk, og han fortalte os, at navnet er inspireret af hans fortid som pilot i den israelske hær. Han producerer vine med nogle komplekse smagsindtryk. Ikke lige noget der passede vores smagsløg, selvom jeg altid prøver at bevare et åbent sind.

Vi var også forbi Inniskillin, der er kendte for deres Icewine. Meget professionelt, ikke særligt personligt og dyre smagsprøver. Inniskillins Ice-wine forhandles i Danmark.

Et af de absolutte højdepunkter var Tantalus Winery på den østlige side af søen, ikke langt fra Kelowna. Det drives af et yngre par, der lægger stor vægt på bæredygtighed og økologi. De samarbejder med en kvindelig!, New Zealandsk winemaker og det sætter sit præg på vinene, der er frugtprægede med en friskhed typisk for "overseas" og meget velsmagende. Jeg er vild med deres Pinot Noir, som var den bedste jeg smagte på hele turen. Hvis bare jeg kunne have købt et par kasser med hjem! De er mest kendt for deres Riesling, der har vundet flere priser.

Fælles for alle vingårdene vi besøgte var en høj professionalitet, stor imødekommenhed og en moderne "approach" til vinproduktion. Jeg vil dog anbefale, at man holder sig til de mindre steder, her er der størst mulighed for at få en personlig oplevelse, og rent vinmæssigt er der, efter min mening, mest at komme efter.

Andre spændende vinområder i Canada er Niagara-halvøen og Vancouver Island. Men der produceres også vin i det østlige Canada i Quebec-provinsen.

Er man, som jeg selv, vininteresseret, bør man unde sig at tilbringe en dag eller to i Okanagan Valley og opleve vinene og vinmagerne der.

http://www.okanaganwines.ca/wineries/

Lokalt eller globalt? Den bevidste forbrugers dilemma.

Når jeg handler, sker der ofte det, at jeg havner i dilemmaet: skal jeg købe den importerede vare, der er dyrket økologisk eller skal jeg købe den konventionelle, der er dyrket i Danmark? Altså skal jeg vælge mellem kortere transport eller fravær af sprøjterester? På den ene side får jeg et produkt, der godt nok er fri for giftige kemikalier, men som på den anden side har været transporteret over en længere distance, der ikke ser godt ud på CO2 konto'en. Vælger jeg det danske produkt, der er produceret efter konventionelle metoder, må jeg finde mig i kemikalierne og så cleare samvittigheden ved at tænke på den mindre transport. (Bortset fra at sprøjtemidlerne selv ofte er importeret, og så er man jo lige vidt!) Selvfølgelig skal jeg bare vælge det danske, økologiske produkt. Det er bare ikke altid muligt. Så hvad er mest bæredygtigt?

Skal jeg lade mig styre af principper eller mine smagsløg? Jeg hælder mest til sidstnævnte, for det er nu engang lysten, der driver værket, så hvis jeg har lyst til blodappelsiner fra Sicilien eller avocado fra Spanien så er det det, jeg går efter.

Men den dårlige samvittighed nager alligevel, når jeg tænker på de osende og larmende lastbiler, der drøner op igennem Europa med deres leverancer af eksotiske grøntsager og frugter til de forvænte nordboere, hele året rundt. Selvfølgelig kan man, ligesom tv-kokkene prøver at opdrage os til, lære at spise efter sæsonerne, og så synde engang imellem. Er det mon der den gyldne middelvej går? Ingen er vel fuldkomne, bare se på Aarstiderne, der importerer jordbær fra Argentina, som de putter i deres frugtkasser. De smager af nul, og er grimme at se på allerede ved levering.

Jeg betragter mig selv som en oplyst og bevidst forbruger. Jeg ved godt, at bare fordi jeg vælger ikke at købe et bestemt produkt, fordi det er importeret eller dyrket konventionelt, så redder jeg ikke verden. Men jeg tror, at det handler om, at vide at man har et valg og engang imellem har man vel lov at synde....

Himmelhaven - så behøver du kun handle ét sted!

Århus har nu fået sin egen afdeling af det københavnske "Fødevarefællesskabet", som er en frivillig forening, der opkøber og distribuerer økologiske grøntsager til sine medlemmer. Foreningen i Århus går under navnet "Himmelhaven" og ideen er, at grøntsagerne kommer direkte fra landmanden, uden fordyrende mellemled. Det er også grunden til, at man kan sælge 6-8 kg. grøntsager for blot 100 kr. Derudover forpligter hvert medlem sig til at udføre 3 timers frivilligt arbejde om måneden for foreningen. Se mere på http://www.himmelhaven.dk/

Himmelhaven og Fødevarefællesskabet er gode eksempler på en udvikling, der går i retning af en større social bevidsthed og ansvarstagen overfor vort forbrug og de konsekvenser det har. Men vi bør også tænke ansvarligt i forhold til adgangen til sunde, billige og gode fødevarer. Det er ikke en selvfølge, ej heller her i landet. Og ordentlige forhold for de mennesker der arbejder med at tilvejebringe disse fødevarer. Sidstnævnte bemærkning er foranlediget af, at jeg lige har set den østrigske dokumentar "Vort daglige brød", der, helt uden at billederne kommenteres, viser den moderne fødevareproduktion i al sin effektivitet. Man får næsten lige så ondt af de mennesker, der arbejder med dyrene som af dyrene selv.

Det' råt.

Jeg kom til at undre mig her den anden dag, da jeg var forbi min velassorterede ostehandler. Blandt det imponerende udbud af oste var også en del råmælksoste fra Frankrig. Men hvordan kan det være, at jeg kan købe franske råmælksoste hos min lokale ostepusher, mens at det stadig ikke er tilladt for danske mejerier at producere og sælge disse oste? For ikke at tale om italiensk parmesanost, der fremstilles af upasteuriseret komælk.

Apropos Italien. Der er man knap så angst for den uopvarmede mælk. Der kan man faktisk købe den på snart sagt hvert gadehjørne. Det er selvfølgelig overdrevet, men i det år hvor jeg boede og studerede i den nord-italienske by Parma, kunne jeg jævnligt forsyne mig med en flaske rå, upasteuriseret mælk.

Rundt omkring i Parma finder man mælkeautomaterne, pakket ind som små, hvide træhuse, 24 i alt, på travle strøg og befærdede gader. Systemet er enkelt: for 1 euro "tapper" man 1 liter mælk og hvis man ikke har sin egen glasflaske med, kan man trække en i automaten for yderligere 1 euro. Det er mageløst at se den hvide mælk komme strømmende ud og en sjov måde at købe mælk på.

På automaten oplyser et lille skilt om, hvornår koen er malket, hvad tid mælken er fyldt på automaten (typisk et par timer efter malkning) og producentens navn og adresse. Så friskheden og sporbarheden er i orden. Selvom det på et andet skilt anbefales at man koger mælken før brug, er det dog min opfattelse, at de fleste drikker den rå.

Første gang var jeg selvfølgelig skeptisk, indoktrineret som jeg er med, at al mælk bør varmebehandles for at slå de skadelige bakterier ihjel. Men det varede kun til jeg havde smagt mælken. Smagen kan beskrives som rig, fyldig og mere kompleks end den "almindelige" mælk, jeg er vant til at drikke. Og jeg kunne lide det.

Mælkeautomaterne er placeret over hele Italien. Ifølge hjemmesiden www.milkmaps.com er der lige nu 1477 automater fordelt på 93 provinser, med en hovedvægt i nord. Mælken kommer fra lokale producenter og fordelen for dem er, at de kan få en bedre pris for deres mælk og at de er fri for mellemmænd. Fordelen for forbrugeren er et garanteret sundere og friskere produkt.

I Parma er der en overproduktion af mælk, og det er et problem for leverandørerne af mælk til parmesanostindustrien at få en ordentlig pris for mælken, faktisk sætter mange af dem penge til.

I Danmark har en række danske mejerier med giganten Arla i spidsen ansøgt om tilladelse til at producere oste af upasteuriseret mælk. De har i årevis lavet forsøg og eksperimenteret, og står bare på spring for at få lov til at lancere de nye kvalitetsoste. Og noget tyder på, at der er en opblødning på vej. Ihvertfald lyder der positive udmeldinger fra Fødevarestyrelsen på betingelse af, at mejerierne kan styre hygiejnen.

Mælkeautomat